
Vigtig nyhed vedrørende mellemkommunal refusion for førtidspension
Institutionsreglen har aldrig kunnet bortfalde, når 6-årsreglen var udløbet

Esben Høier Schmidt
Jurist
Vestre Landsret har ved en dom af 10. juni 2026 tilsidesat Ankestyrelsens praksis fra ”Nyhedsbrev om førtidspension” om, at institutionsreglen ophører med at have virkning for pensioner, hvor 6-årsreglen er udløbet.
Dette betyder, at institutionskommuner med anbragte pensionister fra andre kommuner også før lovændringen pr. 1.1.2024 havde ret til refusion efter institutionsreglen i alle tilfælde, hvor betingelserne i institutionsreglen var opfyldt, uanset om 6-årsreglen var udløbet.
Opdatering pr. 25. juni 2026: Dommen er anket til Højesteret
Siden denne nyhed blev offentliggjort, er Vestre Landsrets dom blevet anket til Højesteret. Anken blev indleveret den 24. juni 2026.
Vi følger sagen tæt og kommer med en yderligere udmelding, når sagen er berammet i Højesteret.
Anken betyder, at der nu må forventes at gå mindst 8-10 måneder, før der foreligger en endelig afklaring af retsstillingen.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at kommunerne allerede nu bør overveje deres håndtering af de potentielle refusionskrav. Da en eventuel betaling af krav, der fremsendes som e-faktura, tidligst må forventes at ske et godt stykke inde i 2027, kan det være hensigtsmæssigt at opgøre og fremsende kravene pr. mail i stedet.
I det omfang kravene vedrører tilbagesøgningskrav, bør kommunerne desuden overveje at indgå aftaler om suspension af forældelsen, så kravene bevares, mens sagen behandles.
Dataproces følger udviklingen tæt og orienterer løbende om sagens videre forløb og de praktiske konsekvenser for kommunerne.
Mange kommuner har været opmærksom på dette og afbrudt forældelsen for disse sager i tide. I sager, hvor forældelsen ikke har været afbrudt, er der p.t. refusion svarende til et halvt års udgifter til førtidspension at hente, såfremt kommunen reagerer inden 30. juni. For hver måned, der går, forældes yderligere en portion af kravet.
Formentlig er det også en konsekvens af dommen, at institutionsreglen i alle sager har haft forrang frem for 6-årsreglen frem til 1.1.2024, således at den forkerte kommune i en meget lang række sager fejlagtigt har afholdt udgiften til pension. Hvis dette er sket i perioden juni-december 2023, vil der også kunne rejses krav i disse sager. Også dette haster betydeligt i forhold til spørgsmålet om forældelse.
Det er også meget muligt, at det er en konsekvens af dommen, at 6-årsreglen før 1.1.2024 skal betragtes som udskudt i perioder, hvor institutionsreglen har været i funktion – også selvom tilkendende og anbringende kommune ikke var den samme. Også dette vil i en lang række sager have medført, at en forkert kommune har afholdt udgiften til pension i den ikke-forældede periode juni-december 2023.
Det er i øjeblikket ved at blive afgjort ved Ankestyrelsen, om tidligere udskudt 6-årsregel – udskudt før 1.1.2024 – kan appliceres på pensioner efterfølgende. Hvis dette er tilfældet, vil konsekvenserne af dommen blive endnu mere vidtrækkende.
Endelig indeholder dommen nogle betragtninger om kravets status i sager, hvor en kommune har tilbagebetalt et modtaget refusionsbeløb, men efterfølgende på ny har gjort krav på dette beløb.
Dataproces arbejder på hurtigst muligt at oplyse yderligere om dommen via et webinar og via MARS – herunder i form af udsøgningslister.
Dataproces står klar til hurtigst muligt at hjælpe med en plan for identificering og håndtering af relevante sager.
Dataproces har afholdt webinar om dommens betydning og de praktiske konsekvenser for kommunerne den 17. juni 2026. Du kan se webinaret her.
