Dataproces er klar til næste vækstspring med en børsnotering

INTENTION TO FLOAT ON NASDAQ FIRST NORTH GROWTH MARKET COPENHAGEN

Fredag d. 25. september 2020

Dataproces Group A/S

Short name: ”DATA”

Danske Dataproces, der er et SaaS- og konsulenthus, har med en robust virksomhed baseret på konsulentydelser og software-løsninger formået at levere stor vækst i omsætningen og profitabelt overskud år efter år. Dataproces har nu sat sig i stilling til næste store vækstspring og inviterer investorer med på den kommende vækstrejse.

Med gennemtestede og skalerbare produktporteføljer inden for Software as a Service (SaaS), Gov-tech og legal-tech har Dataproces’ software-løsninger og konsulentydelser vist sig som effektive redskaber til at opnå en omkostningsbesparende digitaliseret administration baseret på enorme mængder data.

Dataproces har som mission at identificere, verificere og korrigere administrative datafejl eller mangler hurtigt, effektivt og dokumenterbart med henblik på at skabe besparelser og værdi for deres kunder gennem SaaS, robotteknologi, dataanalyser og rådgivning.

Virksomheden, der er baseret på partnerskabsaftaler og SaaS, har i øjeblikket en god kundebase på det eksisterende marked med otte ud af 10 danske kommuner, hvilket gør bundlinjen robust og forudsigelig. De danske kommuner er Dataproces’ primære målgruppe og hovedparten af salget har været databaserede konsulentanalyser. Ledelsen i Dataproces vurderer, at der lige nu er et uudnyttet potentiale for skalerbare softwareløsninger - både i forhold til det eksisterende marked og i forhold til større virksomheder, der baseres på digitale data. Derfor har Dataproces planer om en kraftig vækst i salg af SaaS til kommunerne og på sigt også nå ud til nye segmenter for at udnytte sit fulde vækstpotentiale.

Vækstplan

Dataproces forventer en organisk vækst i omsætningen i de kommende regnskabsår fra 28 mio. kr. i 2020 til 35 mio. kr. i 2021 og budgetterer med en omsætning på 69 mio. kr. i 2024. Dataproces vil med børsnoteringen rejse mellem 23-27 mio. kr. til at finansiere virksomhedens fortsatte vækstrejse med primært fokus på eskalering af salg af SaaS-produkterne ”Min Sag” og ”MARS”, herunder også udvidelse med nye moduler og build-on applikationer til software-løsningerne.

Dataproces har valgt at lade sig optage til handel på NASDAQ First North GM København, fordi et bredere ejerskab og den transparens og det ansvar, som optagelsen medfører, vil gøre dem til en mere attraktiv, fremtidig samarbejdspartner blandt selskabets nuværende og nye kunder.

Digitaliseret megatrend øger behovet for Dataproces’ SaaS gov-tech og legal-tech

På globalt plan baseres flere organisationer og deres forretningsstrategier på store mængder af digitaliseret data. Det øger efterspørgslen på Dataproces’ løsninger ikke kun inden for det danske kommunale system, men for enhver virksomhed, region eller land, der overgår til store mængder data. Ifølge eksperter er data det nye guld. Forstår den enkelte virksomhed at anvende den rigtigt og retmæssigt, kan det styrke både drift, vækst og profitabilitet.

Dataproces præsenterer denne Intention to Float, der baner vejen for en børsnotering på NASDAQ First North GM i København inden jul. Ledelsen i Dataproces ser frem til denne milepæl for virksomheden.

CEO Kjartan Jensen: ”Dataproces’ fundament gør den nødvendige administration mindre tidskrævende og mere korrekt. Vi vil sammen med vores samarbejdspartnere lave det næste store spring for den offentlige administration. Det er derfor vi ønsker, at Dataproces bliver optaget til handel – og vi inviterer ligesindede med på vores rejse.”

Bestyrelsesformand H.C. Maarup: “I Dataproces ved vi, at korrekte data løfter kvaliteten i offentlige beslutninger. Derfor skal vi videreudvikle vores løsninger til det kommunale og på sigt til private virksomheder – og en børsnotering forbedrer disse muligheder.”

Partnerskaber

Dataproces har indgået partnerskaber og samarbejder med otte ud af 10 danske kommuner. Partnerskaberne dækker primært konsulentydelser, og software-løsningerne forventer at overstige omsætningen fra konsulentydelser allerede om ca. to år. Dataproces har også et samarbejde med flere institutioner i Danmark, herunder Aalborg Universitet, Kommunernes Landsforening (KL) og KOMBIT.

Nasdaq First North Growth Market nyheder

Information om udbuddet er planlagt til at blive offentliggjort til markedet i oktober 2020. Informationen vil samtidig blive tilgængelig her på Dataproces’ hjemmeside.

Yderligere oplysninger: CEO Kjartan Jensen K@dataproces.dk / mobil +45 41 21 05 01