Tilbage til Karriere

Medarbejderportrætter hos Dataproces

Navn:
Christian
Rolle:
Analytiker
Studerede:
Økonomi
Universitet:
Aalborg Universitet

Kan du give os en kort introduktion til dig selv?

Jeg hedder Christian, og jeg er økonom. Jeg afsluttede min uddannelse i sommeren 2025 og arbejder nu som analytiker hos Dataproces.

Jeg startede som studentermedhjælper på mit ottende semester og fortsatte på fuld tid efter jeg blev færdig med min kandidat. Jeg arbejdede som studentermedhjælper i lidt over et år inklusiv et praktikforløb på mit 9. semester.

Hvordan lærte du Dataproces at kende?

Jeg kendte ikke til Dataproces, før jeg begyndte at lede efter job. Jeg søgte efter studiejobs på AAU’s Jobbank og så en jobbeskrivelse fra Dataproces. Opslaget inkluderede flere roller, og en af dem passede perfekt til min profil.

Det kan være lidt vanskeligt at finde relevante jobs som økonomistuderende i Nordjylland, så efter at have undersøgt virksomheden, søgte jeg jobbet og fik det heldigvis.

Kan du beskrive Dataproces med dine egne ord?

Jeg oplever det som et ret uformelt miljø, hvilket jeg sætter stor pris på. Vi har tid til samtaler, der ikke handler om arbejde, men nogle gange skal vi også bare have tingene gjort og fokusere. Det er en sæsonbestemt ting. Om sommeren er der ret travlt, og normalt er der mindre travlt om vinteren. Vinteren består i høj grad af lange deadlines og udvikling. Der er en tid for alting, og alle er vant til det og handler derefter.

Jeg er glad for mine kolleger, og jeg nyder at være her.

Hvordan oplevede du introduktionen til Dataproces og din rolle?

"Det føltes som en dag dedikeret til at sikre, at vi var med på det."

Jeg og de to andre nye studentermedhjælpere spiste morgenmad med afdelingen første dag, og de tog sig tid til at introducere os og få os med på den tekniske side og alt hvad vi skulle vide. For mig føltes det som en dag dedikeret til at sikre, at vi var med på det. Ved slutningen af den første dag handlede det mere om mindre opgaver. Min leder gav mig nogle småopgaver for at introducere mig til systemerne og modellerne. Jeg forstod ikke alle spørgsmålene, hvilket var helt fint – det var bare for at komme i gang og få noget arbejde mellem hænderne. Jeg voksede helt sikkert ind i rollen over tid.

Kan du fortælle mig lidt mere om opgaverne i din første tid hos Dataproces?

Vores CIO og min nærmeste leder holdt nogle præsentationer om det kommunale tilskud- og udligningssystem for de nye medarbejdere for at udpensle, hvad vores opgaver handlede om. Tilskud- og udligningssystemet er ikke noget, man bliver undervist i på universitetet – i hvert fald ikke inden for økonomi. Introduktionen handlede grundlæggende om at forstå formålet med det system, jeg skulle arbejdede med – og som jeg stadig arbejder med i dag.

En af mine første opgaver var at udvikle en befolkningsprognose. Jeg følte, at det at lave en prognose var nærtliggende for mig, baseret på den viden, jeg har tilegnet mig fra mine studier. Jeg fik lignende opgaver, som jeg fik lov til at arbejde på selvstændigt, hvilket gjorde det muligt for mig gradvist at finde vej ind i jobbet lidt efter lidt. Jeg stillede og stiller fortsat mange spørgsmål – både metodiske og abstrakte afklaringsspørgsmål.

Det var meget tydeligt i starten, at man bare skulle spørge, spørge, spørge. Stil alle de spørgsmål, du kan komme i tanke om.

Min nærmeste leder er også økonom, så han vidste, hvad mine evner var som studerende. Han vidste, hvilke ting jeg skulle vide, og hvad jeg endnu ikke ville vide, og hvordan han bedst kunne støtte mig i at falde til i min rolle. Jeg syntes, det var ret rart, fordi han forstod meget godt, hvor jeg kom fra.

Du nævner, at din uddannelse passer perfekt til din rolle, kan du fortælle mig, hvad du mener med det?

"[Mit job] handler i høj grad om at maksimere nytten for folk."

Det var meget vigtigt for mig, at jeg fandt et job, der passede rigtig godt til min profil, der i høj grad er analytisk, hvilket mit arbejde ved Dataproces opfylder. Nogle af de opgaver, jeg har i dag, passer ikke præcis til det, jeg er uddannet til. Men der er mange økonomiske elementer, hvor jeg bruger det, jeg lærte fra studiet.

Selv de mindre opgaver, der ikke nødvendigvis er økonomisk orienteret, tror jeg, at min uddannelse har gjort lettere. De fleste kræver en logisk tilgang, så jeg vil sige, at jeg stadig kan bruge min tilgang til tingene fra min uddannelse, selvom det ikke nødvendigvis er selve de økonomiske emner fra uddannelsen, der kommer i spil.

Én af de ting, som jeg synes er fedt, er når jeg formår at optimere vores arbejdsgange. Nogle gange handler det om at gøre noget ret manuelt og så finde en måde at optimere det på, så det bliver nemmere næste gang for mig eller mine kollegaer. Det kan virke ret simpelt eller trivielt, men det kan jeg godt lide.

Min leder har flere gange italesat, at min uddannelse ikke kun gør mig i stand til at lave matematiske modeller, men at den også gør mig i stand til at tage fat på større problemer, der måske ikke lige fremgår i de økonomiske lærebøger.

Hvilke færdigheder har du lært i dit studiejob og nu som fuldtidsmedarbejder hos Dataproces?

"At arbejde på tværs af ekspertiseområder er noget, jeg har lært."

Jeg tror, jeg har udviklet kompetencer i tidsstyring og til at prioritere, hvad jeg skal gøre først, når jeg har mange ting at se til.

En anden ting, jeg er blevet bedre til, er at arbejde på tværs af felter. Jeg arbejder eksempelvis tæt sammen med en kollega, som er mere fokuseret på kommunikation, og på hvordan man fremlægger ting til kunder. Det er ikke min stærke side, men så arbejder vi sammen og kombinerer begge vores erfaringer for at finde den bedste løsning. Vi er et fantastisk team. Man kan sige at arbejde på tværs af ekspertiseområder er noget, jeg har lært.

Du har også gennemført et praktikforløb hos Dataproces, kan du fortælle lidt mere om det?

Da jeg søgte jobbet, skrev jeg i min ansøgning, at jeg havde mulighed for at tage et praktikophold i det følgende semester, og at jeg også var interesseret i at gøre det hos Dataproces. Jeg forestiller mig ikke, at det havde en negativ indvirkning på mine chancer for at blive ansat.

Da jeg blev praktikant, lavede jeg stort set de samme ting, som jeg gjorde som studentermedhjælper. Den største forskel var, at jeg arbejdede i flere timer i løbet af ugen, hvilket jeg faktisk ret godt kunne lide. Som studentermedhjælper arbejdede jeg typisk 2-3 dage om ugen. Hvis jeg startede på noget en mandag og først kom tilbage torsdag, kunne det være svært at føle sig helt som en del af processen. Der kunne ske meget dengang, og jeg kunne komme tilbage til arbejdet uden helt at vide, hvor opgaven, analysen eller modellen havde bevæget sig hen.

At være her hver dag hjalp mig med at få en bedre fornemmelse af, hvad der foregik, og til at følge processen mere kontinuerligt. Det ændrede også, hvordan jeg oplevede at være en del af virksomheden. Ikke fordi jeg ikke var integreret før, men fordi jeg var her hver dag, fik det mig til at føle mig mere involveret i det, der skete, og i de beslutninger, der blev taget.

Mit praktikprojekt handlede om at lave en prognose for selskabsskat. Jeg forsøgte at forudsige virksomhedernes aktiviteter, hvor meget de ville betale i skat, og hvordan det påvirkede det overordnede økonomiske system for kommunerne. I sidste ende havde vi nogle udfordringer med at få de data, der var nødvendige for fuldt ud at færdiggøre modellen, så projektet blev mindre matematisk end forventet og handlede mere om refleksioner over ulighed, systemets strukturelle problemer, samt hvordan kommuner burde beskattes og udlignes uden at eliminere incitament for fremgang.

For mig føltes de opgaver, jeg arbejdede med, både som studentermedhjælper og praktikant, meget relevante. Jeg følte, at mit bidrag som praktikant rent faktisk betød noget, og at jeg ikke bare var en lille del uden indflydelse.

Vil du anbefale Dataproces som et praktikophold?

"Ja – jeg tror bestemt, det forbedrede mine chancer for at få jobbet her også."

Ja. Efter praktikopholdet følte jeg, at jeg havde fået viden om mange områder, hvordan man arbejder fuld tid og om de daglige opgaver, jeg lavede. Det hjalp virkelig at få et første indblik i arbejdslivet. Det var især fedt, at jeg kunne gøre mere og bidrage mere til det arbejde, vi skulle udføre.

For mig var en af de vigtige ting ved praktikopholdet at lære, hvordan man navigerer i et rigtigt job. Bare at forstå, hvordan man skal opføre sig, hvad man skal gøre, hvad man skal sige, og hvad man ikke skal sige. På universitetet er tingene ret løse og simple på mange måder, men at være på en arbejdsplads er en helt anden verden. Nogle af mine kolleger er på samme alder som mine forældre, så det handler også om at forstå, hvordan man navigerer i det. Praktikken hjalp meget med hele den overgang.

Var der en markant overgang mellem din tid som studentermedhjælper og din fuldtidsstilling, og hvad fik dig til at blive hos Dataproces?

Ja, det tror jeg. Måske i forhold til beslutningstagning og anerkendelse, og også den viden, du får. Der er en forskel. Jeg føler mig mere som en del af det hele nu. Selvfølgelig også fordi jeg har tilbragt mere tid her, og forventningerne til, hvad jeg burde kunne gøre, er steget, hvilket giver rigtig godt mening.

Jo mere jeg er her, jo mere føler jeg mig som en del af virksomheden og den afdeling, jeg arbejder i. For mig føles det som en gradvis proces, men jeg er ikke sikker på, at min leder har set det på samme måde. Min leder har altid fået mig til at føle mig som en del af teamet, som en fuldtidsansat. Det har altid været der.

Har du nogen råd til studerende eller unge professionelle, der lige er startet hos Dataproces?

"Det er vigtigt at stille spørgsmål."

Mit første råd ville være at stille spørgsmål. I den rolle jeg har, er vi kun få personer, der arbejder tæt sammen, så der er ikke så mange med samme baggrund. Derfor er det vigtigt at stille spørgsmål og være åben om, hvad du ved, og hvad du ikke ved.

Jeg synes også, det er vigtigt at være ærlig over for sig selv om, hvad man er i stand til, og hvad man simpelthen ikke kan. I starten vil man gerne vise, hvad man kan, og nogle gange kan det blive lidt for meget. Man må acceptere, at det er kompliceret stof, og man må indrette forventningerne til sig selv derefter.