Lovændring landskab

Der kommer ikke lovindgreb mod Ankestyrelsens afgørelse fra 2019 om førtidspension

Principudmeldingen angående anvendelsen af reglerne om mellemkommunal refusion vil ikke blive ændret ad lovgivningens vej

Mandag d. 3. januar 2022

I denne artikel kan du læse, hvad det betyder for din kommune, og hvordan I allerede i dag kan forholde jer til udmeldingen

I slutningen af 2019 kom Ankestyrelsen med en principudmelding angående anvendelsen af reglerne om mellemkommunal refusion for førtidspension. Udmeldingen fastslog 2 principper med slagside mod institutionstunge kommuner:

  1. Pensioner tilkendt 1.7.2014 eller senere er ikke omfattet af institutionsreglen

  2. Pensioner med en udløbet 6-årsregel er ikke omfattet af institutionsreglen



I praksis medførte disse principper, at kommuner med mange anbragte borgere fra andre kommuner pludselig skulle til at afholde udgifterne til førtidspensionen for mange af borgerne. Principperne i afgørelsen var i strid med mange års praksis på området – navnlig var de i strid med den måde reglerne for mellemkommunal refusion var programmeret i de IT-systemer, der håndterede refusionen.

Det første af de 2 ovenstående principper blev rullet tilbage med tilbagevirkende kraft med lov nr. 2190/2020. I sit svar på spørgsmål 3 fra folketinget til denne lovændring meldte beskæftigelsesministeren ud, at han havde bedt STAR om at undersøge den ovennævnte problemstilling nr. 2 og melde tilbage, om der skulle være behov for yderligere lovgivning på området.

STAR har nu meldt ud, at styrelsen ikke finder, at dette er tilfældet. Samtidig ser det også ud til, at princippet bag problemstilling nr. 2, som Ankestyrelsen fortolker det, er ved at blive kodet ind som gældende ret i det nye pensionssystem.

Som sagt har IT-understøttelsen på området hidtil praktiseret reglen på en anden måde, og dette har betydet, at der i flere tusinde sager på landsplan historisk set og helt frem til i dag er blevet afregnet refusion gennem systemerne, som ikke skulle være håndteret på denne måde. Mange kommuner har undladt at sende krav i disse sager efter Ankestyrelsens nye praksis under hensyntagen til, at ny lovgivning måske var på vej. Denne lovgivning kommer nu ikke, og derfor må anbefalingen være at begynde at sende disse krav – bl.a. med henblik på at afbryde forældelse. Hvis sagerne er færdigbehandlet og klar til afsendelse, kan kravene derfor med fordel sendes allerede nu for at afbryde forældelsen inden næste månedsskifte, hvis det er en sag, hvor forældelsen er et aktuelt problem.

Dataproces’ platform MARS har længe været gearet til at finde sager af denne type, idet systemet indtil videre blot har afventet udmeldingen angående den eventuelle lovgivning på området. Derfor er vi i Dataproces behjælpelig med at fremfinde de relevante sager for kommunerne ved en gennemgang af kommunens mellemkommunale sager på førtidspensionsområdet. Læs mere om MARS her eller kontakt os.

Pensioner med udløbet 6-årsregel er ikke omfattet af institutionsreglen – er det endelige ord sagt i denne sag?

Ankestyrelsens anvendelse af princippet med, at udløbet 6-årsregel fjerner institutionsreglen i den enkelte førtidspensionssag, er som sagt i strid med den hidtidige praksis og IT-systemunderstøttelsen på området. Derudover er Ankestyrelsens anvendelse af princippet også speciel, fordi denne fortolkning ikke fremgår hverken af lovgivningens ordlyd eller forarbejder. Der er derfor en risiko for, at princippet ikke bliver opretholdt, hvis en sag om spørgsmålet bliver indbragt for domstolene. Hvis en retssag skulle få dette udfald, vil de krav, der fremsendes nu, måske skulle tilbagebetales efter domstolsafgørelsen, og de relevante IT-systemer ville skulle omprogrammeres på ny. Derfor havde det udfra værdispildsbetragtninger nok været at foretrække at få lovgivning om problemstillingen.

Ønsker I som kommune at få afprøvet problemstillingen ved domstolene, hører Dataproces meget gerne fra jer, da vi gerne vil være jer behjælpelige med at kigge på de enkelte sager. Dataproces har desuden et samarbejde med Advokatfirmaet Poul Schmith, som sikrer kommunen en mulighed for at kunne få en ekspertvurdering af sagens procesegnethed. Kontakt Dataproces’ jurist Esben Høier Schmidt på ES@Dataproces.dk.

Vil du vide mere, er du meget velkommen til at deltage i vores gratis webinar eller modtage en video om netop dette emne:

’Ingen lovindgreb mod principudmelding om førtidspension – hvad sker der nu?’

Med eksperter på området: Esben Høier Schmidt og Ninna Jakobsen og MARS-projektleder: Anders Høgh Andersen
D. 14. januar kl. 10.00-10.45

Sådan deltager du:

Deltag online via din computer eller via din tablet/smartphone.
Du modtager linket til webinaret i din bekræftelsesmail.
Det er gratis at deltage i webinaret.